Konservering Fyn
Værksted for kunst og kulturarv
Konservering Fyn er et specialiseret værksted for konservering, restaurering og bevaring af kunst- og kulturarv. Vi holder til i Rudkøbing og er en selvstændig enhed under Langelands Museum. Vores arbejde bygger på håndværk, humanistiske fag, naturvidenskab og etik – altid med respekt for de genstande og historier, vi arbejder med.
Vi udfører opgaver for museer, slotte og herregårde, kirker, offentlige institutioner, virksomheder og private. Vores konservatorer er uddannet i Danmark, England og Tyskland og har ekspertise inden for blandt andet arkæologi, maleri på lærred og træ, papir, tekstil og nyere tids genstande. Den internationale baggrund giver os både et solidt fagligt fundament og et bredt perspektiv i arbejdet.
Hos os er hver opgave unik. Vi spørger altid: Hvad skal genstanden bruges til? Hvordan skal den bruges? Og hvor skal den bruges? Svarene er afgørende for de løsninger, vi anbefaler. Gennem dialog og faglig indsigt sikrer vi skræddersyede behandlinger og bæredygtige bevaringsstrategier.
Vi arbejder både med praktiske behandlinger, analyser og forskning. På værkstedet anvender vi avancerede metoder som mikroskopi, røntgenfotografi, materialebestemmelse og farvearkæologiske undersøgelser. Det giver os indsigt i materialernes tilstand og i tidligere tiders håndværk – viden vi gerne deler gennem samarbejder, foredrag og undervisning.
Derudover rådgiver vi om forebyggende bevaring, også kaldet præventiv konservering. Vi tilbyder tilstandsvurderinger, klimamålinger, beredskabsplaner, pakning, transport, udstillingsopbygning, kurser og foredrag.
Vores mål er at sikre, at kunstværker og kulturarv fortsat kan vække glæde, indsigt og eftertanke – i dag og for kommende generationer.